Kørertilmeldingerne til sommerens Copenhagen Historic Grand Prix den 1.-2. august på Bellahøj Park strømmer til og vidner om stor tilslutning til den klassiske begivenhed


Traditionen tro er løbsprogrammet til Copenhagen Historic Grand Prix bredt og tæller i 2015 hele fem historiske klasser. Desuden vil publikum også kunne opleve moderne motorsport i form af Danish Thundersport Championship (DTC), der vil køre en fuld tællende mesterskabsafdeling i forbindelse med den traditionsrige racerweekend.

 

Det er tredje gang Copenhagen Historic Grand Prix besøger Bellahøj Park, og der venter publikum og gæster på tilskuertribunerne, og arealet omkring den 2,6 km lange racerbane, en farverig pallette af motorløb. Her fem måneder før Copenhagen Historic Grand Prix er kørertilslutningen i alle klasser allerede virkelig høj, og i 65-klassen meldes der sågar udsolgt med hele 32 tilmeldte racerbiler.

 

”Vi er utrolig stolte over den enorme interesse organisationen bag Copenhagen Historic Grand Prix møder, ikke kun for sponsorer og samarbejdspartnere, men også hos kørerne. Det viser os, at det store benarbejde og de mange forbedringer vi introducere hvert år bliver positivt modtaget hos både gæster, teams og deltagere. Det er vores ambition at skabe de bedste rammer for motorløb, og når vi kigger på tilslutningen i klasserne stiger vores begejstring frem mod sommerens løb,” udtaler Jens Peter Lange, direktør for CHGP.

 

”Racerkørerne og deres imponerende racerbiler er en uundværlig del af Copenhagen Historic Grand Prix. De knap 200 racerbiler tiltrækker i titusindvis af tilskuer, og det er den kombination, sammen med vores omfattende udstillings- og familieområder, der skaber hele begivenheden. Med det in mente er vi meget opmærksomme på kontinuerligt at vurdere og tilpasse eventen til alles glæde,” fortsætter Jens Peter Lange.

 

Selv om der er udsolgt i 65-klassen, skal potentielle kørere ikke afskrive at få starttilladelse. Der er nemlig indført en venteliste i så fald at én tilmeldt kører falder fra, kan en ny komme med til start. Foruden 65-klassen tæller løbsprogrammet til Copenhagen Historic Grand Prix 2015 klasse A, med racerbiler fra perioden før og efter Anden Verdenskrig. Klasse C er biler op til 1971 under 1.300 cm3,, mens klasse D er biler op til 1971 med en motorvolumen over 1.300 cm3. I klasse E kører de historiske biler op til 1986 og i klasse F finder vi Formula Junior og F3 500 cm3.

 

Registrering som kører til CHGP 2015 sker via hjemmesiden www.chgp.dk

 

Mere information om Copenhagen Historic Grand Prix er tilgængelig på www.chgp.dk.