I weekenden den 1.- 2. august 2009 kører Copenhagen Historic Grand Prix for niende gang i København. Og som det har været traditionen de sidste år, er der lagt op til fødselsdagsfest. Hele fire fødselsdage bliver det til – på i alt 310 år: Den klassiske Morgan fylder 100, den atletiske Abarth bliver 60 og det charmerende hundehus, Mini’en, runder det halve århundrede – og så fylder FDM 100 år.

CHGP vil på forskellig vis markere de fire fødselsdage i løbet af weekenden den 1.-2. august. Alle tre mærker vil være repræsenteret i flere af de klasser, der skal køres løb i. Desuden vil de tre mærkeklubbers medlemmer stille med biler og udstillingstelte, hvor mærkernes historie og største sejre vil blive præsenteret for publikum. Og så vil Danmarks største forbrugerorganisation FDM fortælle om udviklingen fra dengang bilerne ikke måtte køre på bivejene frem til i dag, hvor det trods alt er blevet nemmere at være aktiv bilist.

– Målet med CHGP er hvert år at give publikum en stor motorsportsoplevelse samtidig med, at vi gerne vil vise, hvordan passionen og udviklingen i motorsporten altid har været drevet af teknolo-gisk innovation. I år, hvor København er vært for det globale klimatopmøde, er vi derfor stolte af sammen med C02 E-Race at kunne præsentere et bredt udvalg af fremtidens hybrid biler på banen. Her vil nogle af landets og verdens kendteste racerkørere vise, hvad moderne, bæredygtige sports-vogne kan præstere, fortæller Jakob Vigelsø, der i år står med ansvaret for planlægningen af det store arrangement.

Blandt de mange hybridbiler, der gæster København, vil interessen især fokusere på den amerikan-ske Tesla, som er bygget på et Lotus chassis, og som med en elektrisk motor kan accelerere fra 0-100 på under 4 sekunder. Uden for banen vil et bredt udsnit af fremtidens bæredygtige sportsvogne og familiebiler og deres revolutionerende teknologi blive præsenteret og demonstreret for publikum.

Men som sædvanlig er det de historiske racerbiler og sportsvogne, der vil præge de to spændende dage i Fælledparken. Tommy Kjehr fra Historisk Motor Sport har ansvaret for det sportslige program. Han er især glad for, at førkrigsklassen i 2009 igen bliver en af CHGPs store klasser.

– Vi har allerede mere end 10 tilmeldinger fra udenlandske kørere, der vil til København i august for at dyste med deres Bentleys, store MGer, Bugattier og Lagondaer. Det tegner til at blive et meget smukt og varieret felt fra motorsportens unge år, fortæller Tommy Kjehr, der tilføjer, at CHGP 2009 vil blive kørt i alle de historiske klasser, som er kendt og elsket af både kørere og tilskuere samt, at det traditionelle Royal ProAm løb vil løbe af stablen både lørdag og søndag.

– Royal ProAm er løbet, hvor HKH Prins Joachim og landets andre dygtige amatører deler biler med nogle af både dansk og international motorsports største navne. Vi regner som sædvanlig med at se vore egne stjerner som blandt andre Tom Kristensen, Jan Magnussen, Kurt Thiim og Thorkild Thyrring.

Selv om vores fokus er historisk motorsport, vil vi også gerne vise, at historien ikke er gået i stå. Fremtidens hybridbiler er derfor et aspekt ved dette års arrangment i Fælledparken.

Forsalg af billetter til Copenhagen Historic Grand prix er startet.

 

 

This post is also available in: Danish