Kære Klubformand og bestyrelse

 

Ny og integreret Classic Car Park, med plads til 1000 køretøjer.
I anledning af Copenhagen Historic Grand Prix 2012, har vi forbedret Classic Car Park.

Målet for 2012 er over 1000 køretøjer i Classic Car Park.
Classic Car Park skal være en integreret del af Copenhagen Historic Grand Prix.
Classic Car Park er derfor flyttet over mod Øster Alle, tæt på Historisk Ryttergård.
Indkørsel sker i år fra Østre Allé, det giver væsentlig mere fokus hos publikum og deltagere i løbet på Classic Car Park

Københavns Kommune har bygget en flot, permanent gangbro over søen. Vi har således direkte adgang fra Classic Car Park til Opels jubilæumsudstilling på plænen inden for området. Ligeledes vil der blive etableret en indgang ved stien ind til Historisk Ryttergård.
Ved disse to indgange vil der være ind- og udgang med armbånd, men ikke billetsalg.

Vort ønske med placering tæt på Østre Allé er at skabe mere trafik og dermed sammenhæng med resten af Copenhagen Historic Grand Prix.

Klubområder.
Vi ser meget gerne, at I etablerer et fint klub-område, hvor I kan fremvise jeres spændende køretøjer.
Vi håber at antallet af køretøjer, bliver det største nogensinde.
I år er det muligt, at I selv sætter telte op eller lejer et telt gennem Roskilde teltudlejning.
Det er gratis at få et klubområde.

Reserver klubområde allerede i dag via Casper Lundgreen på mail casper@chgp.dk eller på telefon 26279469.

Åben for specialbiler af nyere årgange.
Classic Car Park er åben for alle biler og motorcykler indregistreret før 31. december 1982.

Vi har i 2012 fået kommunens tilladelse til at specialbiler også kan få adgang til Classic Car Park, uanset årgang. Sportsvogne af mærket Porsche, Ferrari, Maserati, Lamborghini, Aston Martin, Bentley, Lotus, Jaguar og Corvette er derfor meget velkomne på klubstandene.

Hvis dit mærke ikke er nævnt, kan du kontakte Tue Hodal på telefon 30832921 eller mailtuh@chgp.dk

Udstillere.
I Classic Car Park har vi i 2012 flere udstillere, der vil være aktive og være med til at gøre området mere levende.  Glasurit vil f.eks. være meget synlig med et flot udstillingstelt. Flere mindre udstillere vil ligeledes være at finde i Classic Car Park.

Konkurrence og præmier:
Der vil igen i år være fine præmier, og i år er det til flotteste køretøj, flotteste klubstand og bedste restaurering. Konkurrencen afvikles både lørdag og søndag.

Dommerpanelet består af Kaj Christensen, Hans Jensen og Preben Hjort, der tilsammen har mange års erfaring indenfor biler, motorcykler og motorløb.

Parkér for kun 40 kr. pr. dag i Classic Car Park.
Igen i år har vi Østerbros billigste parkering med et mindre gebyr på 40 kr. pr. dag for overvåget parkering i Classic Car Park. Gebyret går til etablering af Classic Car Park, hvor vi lægger køreplader ud samt den efterfølgende oprydning og eventuelle reparationer af skader på græsset i området.

I kan tilmelde jeres køretøj via følgende link http://www.chgp.dk/publikumsinfo/classic-car-park/tilmelding-til-classic-car-park/

Køb billet med rabat.

I samarbejde med Billetlugen kan alle mærkeklubber – også din – købe billet til CHGP 2012 med stor rabat – normalpris 320,- kr/Klubpris 250,- kr + ekspeditionsgebyr til Billetlugen.

Læs mere om Copenhagen Historic Grand Prix 2012 på www.chgp.dk

Vi glæder og til at se jer i den nye og forbedrede Classic Car Park

Venlig hilsen
Casper Lundgreen

© Claus Djervad

Forslag til meddelelse fra klub til medlem: 

Kære Klubmedlemmer,

Lad os mødes i Fælledparken d. 4. og 5. august 2012 på plænen ved Øster Allé, indkørsel fra Øster Allé (Trianglen).

Vi håber på, der kommer rigtig mange og at vejret er til frokost i det grønne.

Bemærk det koster 40,- kr. at parkere i Classic Car Park, men i år har vi samtidig mulighed for at få 70,- kr. i rabat på indgangen til Copenhagen Historic Grand Prix ved køb af billet i forsalg på Billetlugen (gælder til og med 1. august 2012)

Er din klub interesseret i dette tilbud så kontakt Billetlugen på kom@billetlugen.dk for at aftale salg af medlemsbilletterne.

This post is also available in: Danish