Tirsdag den 2. juni var Copenhagen Historic Grand Prix i samarbejde med DASU (Dansk Automobil Sports Union) vært for det officielle danske Le Mans pressemøde forud for den franske langdistance klassiker, der køres den 13.-14. juni.

Lokationen for pressemødet var ingen tilfældighed. Det blev holdt på Bellahøj som også er stedet, hvor Copenhagen Historic Grand Prix køres i august, og her er flere af de danske Le Mans-racerkørere på deltagerlisten.

Repræsenteret i dag til pressemødet var den danske Corvette-stjerne Jan Magnussen, der deltager på Le Mans for 17. gang. Jan Magnussen har fem sejre på Le Mans, mens Michael Christensen debuterer for Porsche Motorsport og drømmer om sin første sejr. Det gør Christoffer Nygaard også, der i dag var flankeret af sin teamkammerat Nicki Thiim. De to deler den danske Aston Martin fra Young Driver med Marco Sørensen. Også Kristian Poulsen deltog i dagens pressevent. Poulsen har vundet to gange på Le Mans, hhv. i LMP2 og GT AM, og stiller i år op for Labre Motorsport i en Corvette i GT AM-klassen. Slutteligt deltog Mikkel Mac fra Formula Racing. Formula Racing er stadig på reservelisten, men vi krydser alle fingre for at den danske Ferrari får starttilladelse, og således bringer den totale danske Le Mans indsats op på 9 danske racerkørere.

Le Mans starter lørdag den 13.juni kl. 15:00 og løbet slutter 24 timer senere. Begivenheden tv-transmitteres på både TV2 og Eurosport.