MINOLTA DIGITAL CAMERA

 

Alt for mange går ”døde” i forsøget på selv at restaurere en veteranbil, enten pga. økonomi, viden, mangel på reservedele eller det hele på én gang. Hvis du har lyst til og mod på selv at gå i gang med et restaureringsprojekt, så vælg en bil, hvor du stadig kan få reservedele og ikke mindst råd og vejledning.

 Af Rikke U. Nissen, MG Car Club Danish Centre

 ”Papkasse-projekt sælges billigt. 90 % komplet”.

Hvis du er udstyret med ti tommelfingre, så gå aldrig i gang med at restaurere din egen klassiker. Hvis du tror, at du kan tjene gode penge på at istandsætte og bagefter sælge veteranbiler, så drop det. Er du derimod fiks på fingrene og skeler du ikke til medgående arbejdstimer og har du et velegnet værksted, ja så kan du godt gå i gang med at sætte din egen klassiker i stand. Der er mange forliste projekter derude til rimelige priser. Men for din egen skyld: Vælg en bil, hvor det er let at få fat på reservedele.

Mange rynker på næsen af en MGB. Den er for almindelig. Det skal være noget mere eksotisk. En MGB er ellers et oplagt restaureringsobjekt. Læs hvorfor nedenfor.

Reservedele er alfa og omega

MGB er solgt i over 1,2 million eksemplarer, heraf ca. 100.000 af den lukkede model GT. Man regner med at et sted mellem 60.000 og 75.000 stadig eksisterer. Dermed er der grundlag for en fortsat produktion af reservedele. Det drejer sig om det meste fra komplette lædersæder, kalecher, instrumenter til forruder, kofangere mv. Alene i Danmark findes der en halv snes forhandlere af reservedele til MGB. De fleste renoverer også motorer, gearkasser, styrtøjer og bagaksler mv.

Dertil kommer, at British Motor Heritage har overtaget de originale produktionsværktøjer, så det i dag er muligt at købe et komplet karosseri. Siden 1988 har ca. 2500 MGB’ere helt eller delvis fået ny karosse fra British Motor Heritage. Kun værktøjerne til produktion af kardantunnelen på de tidlige B’ere eksisterer ikke længere. Et komplet færdigprimet karosseri koster ca. 70.000 kr., men mindre kan som regel gøre det, når man først har slebet bilens karosseri ned og set, hvor tæret det er.

Vælg sprog!

En Fiat 500 eller en Renault 4CV er fine klassiske biler, som også er fremstillet i mange eksemplarer. Giver man sig i kast med restaurering af den slags vogne, skal man huske at de er henholdsvis italienske og franske med deraf følgende sproglige udfordringer for restaureringsentusiasten. Engelsk kan de fleste, så en restaureringsmanual eller original instruktionsbog til en engelsk bil er til at forstå for de fleste. Reservedele skal heller ikke findes på en fransksproget hjemmeside.

Spørg mærkeklubben om hjælp

Endelig er det en fordel med en mærkeklub, som kan hjælpe med råd og vejledning. I Danmark er der to MG klubber, som begge er tilknyttet den engelske moderklub med i alt 35.000 medlemmer worldwide, heraf ca. 2.200 i Danmark. Begge steder er der erfarne folk, som kender MGB i detaljer og som kan hjælpe med råd og vejledning. F.eks. skal man ved restaurering fuge sin motorhjelm fire steder for at undgå at den hænger i den ene side efter montering, oplyser Søren Sørensen fra MG Car Club Danish Centre. Søren har stor erfaring med restaurering. Han har tidligere restaureret en Mini, en MGB GT og er nu i gang med en MGB, som han håber at have køreklar næste år til klubbens 60 års jubilæum.

Hvad koster det?

Blod, sved og tårer kan ikke gøres op i penge, og det kan næsten aldrig betale sig at lave en meget rådden bil i stand. Derfor skal du ikke give meget over 20.000 kr. for en MGB til restaurering. Selvom reservedele er relativt billige, så løber det op, især hvis du gerne vil have en perfekt bil. Regn derfor med at skulle bruge mange tusinde kroner og mindst 200 arbejdstimer til istandsættelse af karosseri (hvis ikke du vil købe nye dele) og et tilsvarende antal timer med renovering af drivlinje, kabine etc. Du kan også vælge at købe en færdigrestaureret bil til omkring 150.000 kr.

Glæden ved at vise dit eget værk frem, når du en forårsdag kører ud i solskinnet efter et uendeligt antal timer i garagen er ubetalelig, og du ved med sikkerhed, hvordan din ”nye” bil har det under lakken, i gearkassen og motoren, for du har selv været der.

MG Car Club Danish Centre udstiller et udvalg af MG-biler, herunder mange flotte MGB modeller, på inderkredsen af banen til Copenhagen Historic Grand Prix til årets løbsweekend 3.-4. august.

Mere information på www.mgklub.dk

 

Fakta om MGB

?         MGB er produceret mellem 1962 og 1980

?         Ca. 385.000 åbne biler og ca. 125.000 lukkede (model GT)

?         Selvbærende karrosseri. Baghjulstræk

?         1,8 liters langsliggende stødstangsmotor. 4 trins gearkasse (overdrive)

?         Skrivebremser for, tromlebremser bag

?         MGC er en MGB med 2,9 liters motor (1967-69)

?         1973-76 kunne fås en MGB GT V8 med 3,5 liters alumotor fra Rover

?         Prisniveau: Restaureret ca. 100-150.000 kr.

?         Restaureringsprojekt: 15-20.000 kr.

 

 

This post is also available in: Danish