Den 30. og 31. maj 2015 kommer Roskilde atter til at stå i motorsportens tegn – denne gang med Roskilde Ring Jubilæumsløb, der er en fejring af, at det i år er 60 år siden, at Danmarks bedst kendte racebane blev taget i brug. Roskilde Kommune bakker op om begivenheden, der arrangeres af Copenhagen Historic Grand Prix.


Den 5. juni 1955 blev Roskilde Ring indviet. Det var en stor begivenhed for dansk motorsporten og Roskilde, da det var den første permanente motorbane i Skandinavien. I 14 sæsoner blev Roskilde Ring internationalt kendt som stedet, hvor alle med oktan i blodet måtte hen, enten som kører, official, hjælper eller blot tilskuer.

For at markere 60 års dagen for åbningsløbet og for at fejre Roskilde Ring, lægger Roskilde nu asfalt til Roskilde Ring Jubilæums Løb i centrum af byen – tæt på det område, hvor Roskilde Ring i sin tid lå. Udover motorsport i flere klasser, vil publikum og gæster også få mulighed for at købe sig til en tur som passagerer i sportsvogne med kendte motorsportskørere. Så det bliver også i bogstaveligste forstand muligt at mærke historiens vingesus i håret.

”Sidste år fik vi genoplivet byens unikke fortid med Den Internationale Racing Festival, som tiltrak tusindvis af glade bilentusiaster fra både ind- og udland. Så nu takker vi ja til en ny type løb, som både ser tilbage på en svunden storhedstid indenfor motorsport her i Roskilde, og som måske også kan ende med at være en årligt tilbagevendende begivenhed. Vi ved, at mange af gæsterne til henholdsvis festivalen og dyrskuet glæder sig i månedsvis, før de ankommer til Roskilde. Nu satser vi på også at sætte historiske løb på plakaten, hvilket jeg har store forventninger til,” fortæller borgmester Joy Mogensen.

Bag arrangementet står Automobil Sports Klubben Hedeland, som i sin tid stod for arrangementerne på Roskilde Ring, i samarbejde med Landsholdet ApS, som kommerciel partner og flerårig afvikler af den klassiske motorløbsbegivenhed Copenhagen Historic Grand Prix, der køres første weekend i august på Bellahøj Park i København.

”Det er en stor ære, og stor glæde, at det bliver Copenhagen Historic Grand Prix , der vil står for afholdelsen af dette unikke nye begivenhedstiltag. Vores organisation har den nødvendige erfaring med events af denne kaliber, og vi ser frem med begejstring til i samarbejde med Roskilde Kommune, at genoplive Roskilde Ring, og tilbyde alle danskere et kulturelt arrangement med historiske rødder,” udtaler Adm. direktør for Copenhagen Historic Grand Prix, Jens Peter Lange, der ligeledes glæder sig over samarbejde med Automobil Sports Klubben Hedeland.

Carl Christian Hansen er som formand for Automobil Sports Klubben Hedeland, og i sin tid fast besøgende på Roskilde Ring, utroligt glad for sin part i at genoplive historien.

”Det bliver jo en fantastisk fejring af Roskilde Rings 60 års jubilæum. Åbningen dengang var et kæmpe tilløbsstykke, hvor omkring 30.000 gæster overværede det første løb. Det markerede så at sige de nye tider efter krigen, hvor interessen for biler også eksploderede. Efter to år blev banen udvidet, hvilket fik alle de internationale stjernekørere til at komme til Roskilde og køre. Vi har sågar lagt bane til Formel 1, så det er en helt særlig historie, der nu bliver vakt til live, og det glæder vi meget os til, ” siger Carl Christian Hansen.

De praktiske detaljer skal nu på plads, men planen er at etablere en 1,2 km. rundbane på Sankt Clara Vej, Frederiksborgvej og Sankt Ibs Vej. Havnens parkeringsareal vil kunne benyttes som ryttergård og udstilling af de deltagende biler. Tribuner og tilskuerarealer vil kunne etableres langs Sankt Claras Vej og i Byparken, samt på arealer ved Frederiksborgvej, Strandengen og Fjordvej.

”Det bliver en stor oplevelse for både borgerne i Roskilde og de mange besøgende. Jeg forventer, at det bliver et flot arrangement i harmoni med omgivelserne, med smukke biler i vores smukke, historiske by. Vi har samtidigt lagt vægt på, at der bliver kørt med mange forskellige typer af biler – fra de ældre klassiske biler til moderne racerbiler, sportsvogne og eldrevne biler. Så noget har trods alt ændret sig i forhold til de gode gamle dage,” siger borgmester Joy Mogensen med et smil. 

Fakta om Roskilde Ring:

Roskilde Ring var en international racerbane i Roskilde, som lå tæt på byens centrum, i nærheden af det nuværende Musicon. Banen blev åbnet som jordbane i en gammel grusgrav på grundlovsdag, den 5. juni 1955. Efterfølgende blev den asfalteret og i løbet af de næste 13 år, blev der afholdt 85 arrangementer på banen med i alt 571 forskellige løb. Langt de fleste løb var for biler inden for forskellige klasse, fra Formel 1 til standardvogne, og Roskilde Ring blev et internationalt anerkendt omdrejningspunkt for racerløb. Derudover blev der også kørt motorcykelløb og motocross, hvor bakkerne og skråningerne omkring banen blev inddraget, og banen lagde også jord til go-karts, fire cykelløb og et enkelt løb for traktorer. I takt med at Roskilde voksede, blev banen dog gradvist omringet af privat beboelse og lukkede som følge heraf i 1968.

Mere information om Roskilde Ring Jubilæumsløb vil blive tilgængelig på www.rrjl.dk.

This post is also available in: Danish