Morgenavisen Jyllands Posten
Af  DAN PHILIPSEN
Offentliggjort 11.05.11  kl. 07:55

Årets udgave af Le Mans bliver et uhyre tæt opgør, spår danske Tom Kristensen.

Audis nye Le Mans-satsning, den lukkede R18-Batman bil.
Fakta
Tom Kristensens sejre på Le Mans:
1999, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005 og 2008

Tom Kristensen er stadig en hurtig mand i en racerbil.
Især, hvis man smider ham ned i cockpittet og giver ham lov til at fyre den af på Le Mans.

De 13,6 kilometer i det vestlige Frankrig tilhører fremdeles tankpasserens søn fra Hobro.

I weekenden sad danskeren i den bedste Audi i 1.000 km-løbet på Spa. Et løb, der giver sidste indikation før Le Mans den 11. juni. Det rakte til en tredjeplads. Ikke just en placering, der kan kaste en otte-dobbelt Le Mans-vinder ud i vild jubel.

Et vigtigt signal
Det var derimod et vigtigt signal fra Tom Kristensen, da han sidst i april var hurtigste mand af alle til generalprøven på Le Mans’ asfalt. 60 biler med tre skiftende chauffører i hver. Ingen kørte hurtigere end danskeren. 3.27,687 minutter om at køre 13,6 kilometer. I tæt trafik, vel at mærke.

»Det er bestemt dejligt for mig. Mange journalister spørger mig om, hvornår jeg stopper min karriere. Dét spørgsmål er nok udsat i et stykke tid,« siger Tom Kristensen, der af flere grunde tillader sig at suge selvtillid og gode tanker ud af magtdemonstrationen på Le Mans.

»På det personlige plan kommer min ulykke også længere og længere væk,« fortæller Kristensen.

Man skal besejre Le Mans
Han var tæt på at miste livet i karrierens værste crash i april 2007. En ulykke, der satte sine spor på helbredet og selvtilliden i et par år frem. Den plantede også omverdenens usikkerhed om, hvorvidt den 43-årige dansker ville komme tilbage til sit normale niveau.

Den tvivl skulle således være kørt sønder og sammen. Det sker på det perfekte tidspunkt før et af de mest spændende Le Mans i årevis. Audis nye Le Mans-satsning, den lukkede R18-Batman bil, har på fart overhalet hvad de konkurrerende Peugeot’er havde i 2010. Ved generalprøven i april var den hurtigste Peugeot dog blot 2/10 sekund langsommere på en omgang.

»Det bliver et voldsomt tæt Le Mans,« forudser Tom Kristensen.Han ved om nogen, at fart ikke gør det alene på Le Mans. Sidste år var Peugeot’erne markant hurtigere, men Audi vandt alligevel en tre-dobbelt sejr. Kunsten er både at være hurtig og udholdende i 24 timer. Eller som Tom Kristensen formulerer det.

»Man kan ikke vinde Le Mans, før man besejrer Le Mans.«

Kampen på den franske bane bliver igen en dyst mellem tre Peugeot’er og tre fra Audi. Aston Martin havde ellers lanceret et ambitiøst Le Mans-projekt, men det berømte bilmærke har måttet give fortabt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

This post is also available in: Danish