I weekenden den 2.-3. august præsenterer Copenhagen Historic Grand Prix en verdensnyhed i Danmark, når den svenske superbilsproducent Köenigsegg gæster den klassiske motorsportsbegivenhed med deres unikke One:1 – verdens første Megacar

Den er verdens hurtigste produktionsmodel nogensinde lavet. Og i Sverige, hvor Köenigsegg holder til, taler de ikke om accelerationstider fra 0-100 km/t eller 0-200 km/t. Deres seneste kreation Köenigsegg One:1 er så kraftfuld, at den accelerer til 400 km/t på blot 20 sekunder. Tyve sekunder!

Köenigsegg bygger seks eksemplarer af denne helt unikke produktionsmodel, og der er unægtelig tale om én af verdens mest ekstreme biler nogensinde sat i produktion. Vægt/effekt forholdet er fænomenale 1:1, en drømme ligning, der aldrig tidligere er udført i virkeligheden. Oven i det er One:1 den første homologerede produktionsmodel i verden med kræfter, der svarer til én megawatt, hvilket forklarer betegnelse Megacar. Og grunden til modelbetegnelse One:1.

Chassiset er naturligvis inspireret af Formel 1, fremstillet i kulfiber og vejer blot 72 kilo. Der er tale om en centermotorkonstruktion, og bag cockpittet ligger en egenudviklet V8-aluminiumsmotor på 5,0 liter med patenteret turboteknologi, overliggende knastaksler og flex-fuel teknologi, da One:1 kan køre på både almindelig brændstof, E85 eller racerbenzin. Indsugningen er fremstillet i kulfiber og udstødningsmanifolden har keramisk coating på indersiden for optimal gennemstrømning. Motoren yder imponerende 1.360 hk, eller 1 megawatt, og den køreklar vægt er 1.360 kilo – altså et vægt/effekt forhold på 1:1.

Köenigsegg One:1 sprænger rammerne for en supersportsvogn, og designet er optimeret til brug for banekørsel uden at gå på kompromis med topfart eller anvendelighed i hverdagen. Der er arbejdet intenst med designet for at forfine den airflow som er over og under bilen. På siderne af forkofangeren sidder ekstra winglets, venturi kanalerne under bilen er ændret, og på motorklappen bagpå sidder en Le Mans-inspireret og justerbar hækspoiler. Naturligvis fremstillet i kulfiber, for at holde vægten lav, på fabrikken i Sverige, hvor Köenigsegg bygger deres enestående modeller i hånden.

Som noget helt enestående, og ikke tidligere oplevet på danske grund, vil Köenigsegg One:1 aktivt deltage i weekendens fartfest, når Copenhagen Historic Grand Prix løber af stablen på Bellahøj Park, lørdag og søndag den 2.-3. august.

Allerede i fredagens kortegekørsel fra Bellahøj Park til Københavns Rådhus vil Köenigsegg One:1 være med. Bilen vil også, ligesom en unik samling af klassiske Formula Junior racerbiler, og andre flotte historiske racerbiler, blive udstille på pladsen foran den historiske bygning i tidsrummet kl. 12.30-15.00.

Besøgende og tilskuere til Copenhagen Historic Grand Prix, vil i weekenden kunne opleve brølet fra Sveriges megacar i Race for Riget, hvor Köenigsegg One:1 er et af højdepunkterne i et imponerede felt af supersportsvogne publikum kan købe ture i.

Selvom Copenhagen Historic Grand Prix showcaser biler fra fortid til nutid, er det især de mange historiske motorsportsklasser og publikumshittet Royal Pro/Am, hvor professionelle kørere danner par med dygtige amatører, som fylder publikumstribunerne op. I et spændende weekendprogram er det yderligere muligt at se opvisningskørsel med historisk rallybiler, mere end 50 klassiske racermotorcykler samt udstillingen ”Dengang farfar var dreng”, der inkluderer mere end 300 biler fra bilimportører og forhandlere, men i modsætning til en traditionel biludstilling, er der her tale om en historisk fortælling af hvert mærkes evolution gennem tiden.

Traditionen tro gæster rigtig mange bil- og entusiastklubber også begivenheden, og i weekenden vil det være muligt at se flotte modeller fra Alfa Romeo, MG, Lancia, Jaguar, Ford Classic, Mustang Klubben og mange flere i område C2.

Desuden markerer DVK (Dansk Veteranbil Klub) deres 60 års jubilæum ved CHGP, og dette fejres med en unik og særdeles enestående samling af iøjefaldende og sjældne veteranbiler. I et tidskalejdoskop helt tilbage fra 1913 og frem til de glade 60’er, vil besøgende på DVK’s standområde få en særlig historisk oplevelse.

I vores Historic Car Park, beliggende i parken bag Restaurant Bellahøj, er der åbent for alle der kommer i en bil ældre end 1985, altså indregistreret første gang før 31.12.1984. Parkering kræver en gyldig adgangsbillet til CHGP, men der skal ikke reserveres plads, først til mølle gælder, og vi har plads til godt 600 biler.

Copenhagen Historic Grand Prix skal være en fest for hele familien. Derfor emmer hele området af børne- og familieområder med mange spændende aktiviteter, og der findes store græsarealer med opsatte bænke, hvor det vil være muligt at nyde frokosten eller bare slappe af, mens børnene leger.

Hvad: Copenhagen Historic Grand Prix
Hvor: Bellahøj, Dyreskuepladsen
Hvornår: 2.-3. august, kl. 8.30-18.00
Billetter: Købes på www.chgp.dk eller www.billetlugen.dk
(Der er endvidere gratis adgang for børn under 14 år ifølge med betalende voksne.)

This post is also available in: Danish