Fyens Stiftstidende 11. maj 2009 Af SIMON STAUN

Motorsport: Jørgen Witting, administrerende direktør i ArkitektGruppen, har tidligere udtalt, at han tilstræber så få byggefejl som muligt, når hans virksomhed afleverer byggerier. En tilsvarende omhyggelig og professionel tankegang gør sig gældende, når han kaster sig ud i at skille en Aston Martin årgang ’52 i atomer. For derefter at gå hver eneste skrue efter i sømmene og bruge to år på at samle alle delene, så de igen udgør et pragtstykke af en britisk automobil.

– Da jeg så samtlige dele ligge spredt i garagen, tænkte jeg godt nok: “Nu har du sgu gjort det igen”, fortæller Jørgen Witting, der var seks år, da sportsvognen forlod fabrikken for første gang.

Jørgen Witting og Jakob Vigelsø deltager i det legendariske italienske motorløb “Mille Miglia” . Deres køretøj er en 100 procent original Aston Martin DB2 Vantage fra 1952.

Det imposante køretøj fik co-driveren Jakob Vigelsø sendt hjem fra USA i 2002. Dengang var det et rent vrag. Efter to års totalrenovering fremstod bilen smuk som ny. Desværre var køreegenskaberne knap så gode.

– Derfor fik vi to Aston Martin racerspecialister fløjet ind fra England, der brugte en uge fra morgen til nat på at skille motoren af og samle den igen, så den nu kører skidegodt, fortæller Jørgen Witting, der kommer til at træne overarmene i tre dage bag det tynde plastikrat uden servostyring, når han skal tilbagelægge de 1000 mil i returløbet mellem Brescia og Rom.

Forhåbentlig holder det tørt, for der er ingen gummilister, der holder regnen ude. Og hvis ikke regnen invaderer det røde læderindtræk, gør de lokale motorsportfanatikere måske.

– I de fleste af byerne er der ren folkefest og sort af mennesker, når man kører igennem. Italienerne har jo en helt anden tradition med motorsport, så stemningen er at sammenligne med den under Tour de France, fortæller Jakob Vigelsø.

En bil med ånd
Når Jørgen Witting understreger flere gange, at bilen er 100 procent original, er det ikke tom udstødningsgas. Han har et synligt bevis på, at alt lige fra paneler til skruer tilhører netop denne model, der kun blev bygget 13 eksemplarer af i 1952.
Læs også: Mille Miglia

– Da vi havde kontrollanter ude fra FIVA*, fandt jeg ud af, at emblemet på køleren var et år for nyt. Så måtte vi jo skifte det, fortæller Jørgen Witting, der flere gange undervejs har måtte træffe drastiske beslutninger for at fuldende og optimere køretøjet.

Som da han fra den ene dag til den anden fik sendt et originalt knastkædehjul med fly fra England om aftenen, så det kunne hentes i Kastrup morgenen efter. Eller da han via omveje fandt frem til producenten af en speciel triptæller, der bruges til rally. En handlekraft, der både handler om passionen for gamle biler og respekt for de håndværkere, der byggede bilen med håndkraft.

– Når man siger Aston Martin, tænker man automatisk, det må være en fin bil. Og når jeg ser på den, nyder jeg såvel det unikke design som tanken om, at dygtige håndværkere har lagt masser af ånd og sjæl i arbejdet. Alle har præsteret deres ypperste lige fra dem, der har arbejdet med aluminiumskarrosseriet til de sadelmagere, der har stået for interiøret, roser Jørgen Witting.

Bilen, reservedelene, passet og underbukserne er pakket og klar til afrejse søndag morgen. Nu gælder det for Jørgen Witting og Jakob Vigelsø om at køre det bedste, de har lært på de smalle italienske bjergveje.

– Vi har ingen intentioner om at vinde. Det er alligevel altid italienske kørere eller italienske biler, der vinder. For os handler det om at gennemføre. Men vi satser da på, at politiet ikke ligefrem laver fartkontrol på Mille Miglia-deltagernes biler, konstaterer Jørgen Witting tørt.

This post is also available in: English