Årets CHGP plakat er i støbeskeen

Hjem/Nyheder/Årets CHGP plakat er i støbeskeen

Årets CHGP plakat er i støbeskeen

Det er en tradition. Det årlige plakat motiv for Copenhagen Historic Grand Prix, der i ét fortællende billede indkapsler selve essensen af den historiske motorsportsweekend i København. Motivet skal være betagende og involverende. Og samtidig være med til at iscenesætte det klassiske motorløb på Bellahøj Park.

For siden 1996, hvor de historiske racermotorer første gang kunne høres i Københavns gader, har det været en ufravigelig kutyme, at ”Årets CHGP”-plakat afspejler indholdet af sensommerens forstående begivenhed. Fra starten på brostenene foran Christiansborg Slotsplads, til det nedlagte militærområde på Holmen. Videre igennem Fælledparken og nu til Bellahøj Park, hvor CHGP i 2016 for tredje år i træk byder motorsports-entusiaster og publikum velkommen til fartfest for hele familien i weekenden den 30.-31. juli.

Igennem årerne har CHGP-plakaten båret illustrationer af mange forskellige motiver. De historiske racerbiler er et gennemgående tema, og mens enkelte plakater blot har en enlig racerbil som kransefigur, er de fleste plakater konstrueret med et bærende hovedmotiv suppleret af andre bilmodeller i baggrunden.

Fra en enlig Porsche i 2008 til Mercedes-tema i 2011. I nyere tid har CHGP-plakaten i 2013 båret en Volpini Formula Junior racer, og i 2014 var den eventyrlige blå racer på årets CHGP-plakat en Scarab Formel 1-racer fra 1960, hvis forhistorie er ligeså fascinerende, som raceren er kostbar. Scarab F1 er den eneste Formel 1-racer med danske rødder. Raceren blev konstrueret af Lance Rewentlows, der var barn af verdens dengang måske rigeste kvinde, Barbara Hutton, og hendes danske mand, Grev Kurt Heinrich Eberhard Erdmann Georg von Haugwitz-Hardenberg-Reventlow.

I 2015 var plakaten udført i en stil inspireret af det tidlige 1900-tals racerløbs-plakater fortalt i en spændende og fascinerende grafisk stil. Tunge farver, tiltet horisont og fart over feltet var nøgleelementer fra kunsterne Martin Nielsen, der er uddannet illustrator og grafisk designer fra Danmarks design skole.

Hos CHGP er vi netop nu ved at færdiggøre de sidste detaljer omkring udarbejdelsen af Årets CHGP plakat 2016. Vi er spændte på, at vise Jer det færdige resultat inden længe. Og indtil det sker, kan vi løfte sløret for toppen af motivets udseende, hvor det er muligt at fornemme farvenuancerne og toningen.

Det færdige resultat kan ses om få uger.

Af | 2015-11-11T13:34:38+00:00 onsdag, 11. november 2015|