Det kan godt være, at Tom Kristensen hængte køredragten i klædeskabet i slutningen af 2014-sæsonen, men den ni-dobbelte Le Mans-vinder får alligevel en fremtræden rolle, når dette års udgave af den franske klassiker køres den 13. og 14. juni.

I forbindelse med offentliggørelsen af dette års deltagerfelt bekendtgjorde organisationen (ACO), at Tom Kristensen får æren af at være ”Grand Marshal” til Le Mans 2015.

Den levende legende, og ambassadør for Copenhagen Historic Grand Prix, vil i kraft af sin nye rolle bl.a. skulle køre forrest og lede feltet rundt på paradeomgangen.

En uvant rolle for den succesrige dansker, men mon ikke der efterfølgende vil være en stol til Tom K i Audi-pitten?