Det 82’ende Le Mans 24-timers racerløb blev en medrivende og spændingspræget oplevelse fra start til mål. Hele seks danskere stillede til start, og af dem, kom fem af dem på podiet, og sammen med flere tusinde medrejsende danske motorsportsfans, er det blot medvirkende til at understrege det danske bidrag på den legendariske racerbane.

I LMP1-klassen, hvor de hurtige prototyper huserer var den ni-dobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen blot få timer fra den totale triumf. Trods en mareridts optakt forud for løbet, og en startplaceringen som nummer syv, lykkedes det besætningen på Audi #1 at køre sig til føring i løbet, men en defekt turbolader ødelagde trykket for danskerens 10’ende sejr, der dog til stor hyldest passerede målstregen som nummer 2, efter vinderbilen Audi #2. Tredjepladsen snuppede Toyota #8.

I GTE Pro-klassen var der champagne til Corvette-drengene Jan Magnussen, Antonio Garcia og Jordan Taylor, som efter 24-timers hård kamp endte på andenpladsen. Det så ellers skidt ud for Corvette #73, da den allerede tidligt i løbet kom langt bagud som følge af uheldige episoder med safetycar, og et problem med bilens løftemekanisme inden i pitten. Klassen blev vundet af Ferrari #51 fra AF Corse.

Mens Tom Kristensen og Jan Magnussen sluttede på andenpladsen i deres respektive klasser, strøg danskerbilen i GTE Am-klassen helt til tops. Kristian Poulsen, Nicki Thiim og David Heinemeier Hansson vandt på Le Mans i deres Aston Martin Vantage GTE med to omgange til nærmest forfølger. En stærk indsats i den danskejede Aston Martin #95 lagde fundamentet for en fortjent sejr – og på fornemmeste vis fik Young Driver AMR markeret årsdagen for Allan Simonsens ulykke til Le Mans 2013 på den smukkest tænkelige måde.

Flere af både de danske, men også internationale Le Mans stjerner gæster Copenhagen Historic Grand Prix i forbindelse med den klassiske motorsportsweekend den 2.-3. august.

 

This post is also available in: English