Copenhagen Historic Grand Prix

CHGP 2019 | 3. - 4. august 2019 | #chgp2019

Deltagere rejser 18.000 km for at køre ræs til Copenhagen Historic Grand Prix

Deltagere rejser 18.000 km for at køre ræs til Copenhagen Historic Grand Prix

Til sensommerens Copenhagen Historic Grand Prix, som køres den første weekend i august, kommer deltagerne fra hele verden for at køre motorløb i deres historiske racerbiler.

Når Copenhagen Historic Grand Prix for attende gang inviterer til historisk motorløb i København i weekenden den 4.-5. august vil den historiske Formel 1-serie HGPCA ”Historic Grand Prix Cars Association” ikke være den eneste Formel-klasse til start. Traditionen tro vil også den mangfoldige Formula Junior-klasse gæste den Københavnske familiebegivenhed med kørere så langt væk hjemmefra som New Zealand og Australien.

Formula Junior blev til i årerne efter Anden Verdenskrig og var et udstillingsvindue for Formel 1 med lavere budgetter og dermed en mere folkelig indgang til sporten. Filosofien var en konkurrencestærk fødeklasse, hvor unge, ambitiøse racerkørere kunne vise deres talent frem i direkte kamp på evner og ikke økonomi. I efterkrigstiden var dét præcis, hvad international motorsport havde sukket efter. De første år efter Anden Verdenskrig blev der nemlig kørt racerløb i stort set alt, hvad der havde overlevet krigens ødelæggelser.

I midten af 1950’erne tog en italiensk greve ved navn Johnny Lurani initiativ til Junior klassen som et billigt udstillingsvindue til Formel 1. Formula Junior blev en øjeblikkelig succes for de bedste racerkører på deres vej mod Formel 1. Navne som Jim Clark, John Surtes, Jochen Rindt, Mike Spencer, Graf Wolfgang Von Trips, Gerhard Mitter og Lorenzo Bandini har alle kørt nervepirrende racerløb i Formula Junior.

Tragisk komisk endte successen for Formula Junior-serien også med at blive dens endeligt. I starten af 60’erne var Formula Junior eneste alternativ til Formel 1, hvilket drev omkostningerne i vejret og satte en stopper for de dygtige amatørkører.

I et forsøg på at sprede de mange Formel 1-aspiranter i flere racerklasser introducerede FIA i 1964 Formula 2 og Formula 3, hvor Formula 2 tillod racerdesignede motorer og sigtede efter næste generations Formel 1-kørere, og Formula 3 var en tam version af Formula Junior for amatører og racerkørere, hvis karrierer ikke for alvor havde taget fart endnu. Dødstødet kom et par år efter, da Formel-klasser baseret på samme originale grundfilosofi som Formula Junior så dagens lys i form af Formula Ford og Formula Vee. Formula Junior mistede sin betydning som fødelinje til de større klasser og overgik til Historisk Motorsport, hvor Formula Junior i dag er yderst populær.

Formula Junior-klassen blev kørt for første gang til Copenhagen Historic Grand Prix i 2013 og viste sig at være en pragtfuld oplevelse. De små single seaters er hurtigere og laver mere motormusik end ventet, og konkurrencen om at levere de bedste resultater på Bellahøj Park er betydelig.

Foruden Formula Junior og den historiske Formel 1-serie kan publikum til CHGP opleve flere af de mest populære historiske racerklasser samt den underholdende Legend Car Cup og den moderne DTC-serie, som kører en fuldt mesterskabstællende afdeling. Der vil være motorløb fra morgen til aften både lørdag og søndag og desuden byder Copenhagen Historic Grand Prix på et stort aktivitets- og familieområde med udstilling og madboder.

 

Luk menu
×
×

Kurv