Det er med stor entusiasme, at Copenhagen Historic Grand Prix mærker interessen for deltagerne forud for dette års Københavnerbegivenhed i weekenden den 30.-31. juli.

Klassen for historiske biler op til 1965 er for længst udsolgt, og nu melder yderligere en historisk racerklasse om fuldt hus.

Der er tale om klasse D ”Historiske biler (Touring/GT) op til 1971, over 1.300 cm3”, hvor der køres race i motorstærke biler som BMW 2002, Ford Escort BDA og de populære Ford Lotus Cortina.

En klasse der helt på niveau med de mange andre historiske bilklasser, der også deltager ved CHGP, er kendt for at levere spændende og meget seværdigt motorløb med mange overhalinger og tætte dueller.

Selv om den store 1971-klasse er udsolgt er der stadig få pladser tilbage i den lille 71-klasse, hvor motorstørrelsen ikke må overstige 1.300 cm3.

Ganske vist har bilerne i denne klasse små motorer og derfor ikke noget imponerende antal hestekræfter set med nutidens øjne, men her er stadig fart over feltet og masser af dramatik.

I den lille 71-klasse har vi tidligere kunne nyde et enestående stort og bredt felt af racermodeller som Fiat Abarth, Mini Cooper S, Ford Anglia, Hillmann Imp og NSU 1200 TT.

Tankevækkende er det, at mange af de deltagende bilmærker ikke længere eksisterer eller er slået sammen med andre. Sunbeam og NSU er væk, mens rettighederne til Austin-mærket blev en del af British Leyland og i dag tilhører det kinesisk ejede Rover – efter en overgang at have været på tyske hænder hos BMW Group.

På den udfordrende Bellahøj Park klarer de små og lette racerbiler sig bedre, end man skulle tro. Tiderne er ikke langt fra mere moderne racere med betydeligt større motorer, og traditionelt er Klasse C her, hvor der oftest skiftes positioner. Bilerne er stort set lige hurtige, så det er førerens mod og evner, det kommer an på.

Vil du også gerne deltage i CHGP som racerkører, kan du tilmelde dig her:

http://www.chgp.dk/deltagerinfo/loebstilmelding-2016/