Finaledag til Copenhagen Historic Grand Prix | Copenhagen Historic Grand Prix

Copenhagen Historic Grand Prix

CHGP 2019 | 3. - 4. august 2019 | #chgp2019

Finaledag til Copenhagen Historic Grand Prix

Finaledag til Copenhagen Historic Grand Prix

Efter en forrygende lørdag med timevis af medrivende og spændende historisk motorløb til Copenhagen Historic Grand Prix, er Bellahøj Park søndag morgen klar til igen at modtage i tusindvis af gæster og tilskuere til dette års historisk arrangement.

Søndag køres første heat kl. 08.30, og det omfattende program fortsætter helt frem til dagens sidste finale er afviklet kl. 17.15. Umiddelbart efter hver af eftermiddagens finaleheat er der præmieoverrækkelse, og hovedpræmien til vinderen er et eksklusivt herreur fra Certina ure.

Andre højdepunkter til dagens Copenhagen Historic Grand Prix er opvisningsklassen kl.10.30, hvor den danske Le Mans vinder og Porsche fabrikskører Michael Christensen lufter sin vinderbil fra Le Mans ”Den lyserøde gris”. I samarbejde med den danske Porsche importør har Porsche Motorsport lånt den lyserøde Porsche 911 RSR til Danmark og Copenhagen Historic Grand Prix. Gennem hele weekenden er det muligt at nærstudere den ikoniske Porsche-racer i udstillingsområdet.

Traditionelt tiltrækker det spektakulære Royal Pro/Am race sig også publikums opmærksomhed, når nogle af verdens bedste, professionelle racerstjerner matches med hver deres dygtige amatør-racerkører. I spidsen for det prominente felt af racerkørere er Copenhagen Historic Grand Prix-ambassadør og ni-dobbelte Le Mans-triumfator Tom Kristensen, som traditionen tro har inviteret en prominent gæst med til København. Dette år er ingen undtagelse, hvor ”gæstekøreren” hedder Damon Hill.

For mange er Damon Hill bedst kendt for sine otte sæsoner i Formel 1 fra 1992 til 1999. Efter en svær debutsæson i en Brabham skiftede Damon Hill i 1993 til Williams Renault, og scorede allerede i sit første år hos det engelske team en tredjeplads i slutstillingen. I 1994 og 1995 blev det til to andenpladser, og succesen kulminerede i 1996 med det individuelle verdensmesterskab i Formel 1, som blev vundet foran rivalen Michael Schumacher.

Foruden de mange historiske løbsklasser og Royal Pro/Am er det også muligt at opleve den internationale historiske Formel 1-serie (HGPCA) og den moderne racerklasse MASCOT DTC, som kører en fuld mesterskabstællende afdeling til CHGP.

Kunne du tænke dig en ekstra oplevelse til CHGP kan du forkæle dig selv med en køretur i Race for Riget. I Race for Riget får en passagertur i en lækker sportsvogn rundt på banen, og de indkørte midler doneres ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet. Race for Riget køres kl. 11.30 – 12.30 og billetter købes i billetvognen i område R2.

Vejrudsigten lover tørvejr med vekslende skydække og en let brise over Bellahøj Park. Med andre ord perfekte forhold til en søndag med motorsport.

Billetter kan købes direkte ved de fire indgange til området. Priser begynder fra 350 kr.

Vi glæder os til at se Jer!

Close Menu
×
×

Kurv