Copenhagen Historic Grand Prix

CHGP 2019 | 3. - 4. august 2019 | #chgp2019

For fjerde år i træk er MASCOT DTC-klassen med til sommerens CHGP på Bellahøj.

For fjerde år i træk er MASCOT DTC-klassen med til sommerens CHGP på Bellahøj.

Kongeklassen i dansk motorsport, MASCOT Danish Thundersport Championship, er igen at finde blandt de deltagende bilklasser, når Copenhagen Historic Grand Prix den 4.-5. august inviterer til familie-fartfest i Hovedstanden. Den toptunede racerserie tæller flere prominente navne og er i år til stede ved den store historisk begivenhed for fjerde gang.

Det var tilbage i 2015, at MASCOT DTC for første gang kørte en fuld mesterskabstællende afdeling i København. Og der var ikke meget ”after you, sir” over den indsats, som kørerne i DTC-feltet lagde for dagen, da lyset slukkede, og de store racerbiler blev sendt af sted på Bellahøjvej. Herefter gjaldt det om at være den første kører, der rundede FTZ-svinget til Hvidkildevej, og efterfølgende lagde afstand til forfølgerne, inden feltet ramte den krævende Shell-Helix Chikane på midten af Hulgårdsvej.

DTC-feltet er kendt for at byde på drama, tæt race og masser af aktion til stor underholdning for de titusindvis af tilskuere, der intenst følger med fra tribunerne omkring den knapt 2,4 kilometer lange bybane. Og det er ikke kun målt på størrelse, at de store amerikaner-inspirerede racerbiler, der anvendes i DTC-serien, hører til blandt de absolut største – det samme er også tilfældet for navnene i feltet.

Copenhagen Historic Grand Prix er en unik lejlighed for et glædeligt gensyn med racerstjerner som, Kasper H. Jensen, Ronnie Bremer, Lasse Sørensen, Michael Markussen, Kris Nissen og mange flere af de dygtigste og hurtigste racerkørere i landet.

En anden racerstjerne, som igen kan opleves til Copenhagen Historic Grand Prix, er Michelle Gatting. Den kvindelige racerkører er i denne sæson ikke fast deltager i DTC-serien, men har til weekenden i samarbejde med Andersen Biler lånt Jan Magnussens DTC-racer. I 2016 skrev Michelle Gatting historie ved netop Copenhagen Historic Grand Prix, da hun som den første kvinde nogensinde vandt et heat og blev nummer to i finalen.

På en racerbane, der ikke er omgivet af græs og sandfang, men derimod betonbarrierer, er der ikke plads til fejltagelser. Dét har vi set alle år i serien, men til trods for den øget afkørselsrisiko er MASCOT DTC altid garant for spændende motorløb, hvor uheldige sammenstød og overraskende overhalinger er hovedingredienserne i alle weekendens tre løb.

Se deltagerlisten her.

Foto: Daniel Slater

Luk menu
×
×

Kurv