Copenhagen Historic Grand Prix

CHGP 2018 | 4. - 5. august 2018 | #chgp2018

Kevin Magnussen til Copenhagen Historic Grand Prix 2018

Kevin Magnussen til Copenhagen Historic Grand Prix 2018

Den danske Formel 1-stjerne Kevin Magnussen kører til Copenhagen Historic Grand Prix, og i udstillingsområdet kan publikum opleve Haas-kørerens F1-racer fra 2017.

Til Copenhagen Historic Grand Prix lørdag og søndag den 4.-5. august vil det være muligt at opleve det danske Formel 1-stjerne Kevin Magnussen i aktion på dansk jord. Og selvom danskeren medbringer sin Formel 1-racer fra forrige sæson, bliver det dog ikke bag rattet af Haas VF-17, som raceren hedder, at Kevin Magnussen vil træde speederen i bund og underholde publikum. Derimod vil den 25-årige Formel 1-kører være til start i velgørenhedsarrangementet Race for Riget, hvor han sammen med adskillige andre af sine danske professionelle racerkollegaer kører passagerturer med publikum både lørdag og søndag.

Race for Riget er en tilbagevendende begivenhed til Copenhagen Historic Grand Prix, og siden 2010 har indslaget doneret tæt på tre millioner kroner til velgørenhed. Alle indkørte midler doneres til en god sag, og igen i 2018 vil den samlede donation ubeskåret tilfalde BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet. I 2017 slog Race for Riget alle rekorder og indsamlede hele 600.000 kroner.

Kevin Magnussen er til start i Race for Riget i samarbejde med den danske Ferrari forhandler Formula Automobile, mens hans Formel 1-racer er bragt til landet for at promovere mulighederne for et kommende Formel 1 Grand Prix i København.

 

Close Menu
×
×

Kurv