Opvisningen med klassiske motorcykler var en stor succes til Copenhagen Historic Grand Prix 2015, så vi har naturligvis inviteret de tohjulet igen. Selv om de ikke kører decideret løb på Bellahøj Park, er der noget ekstraordinært i vente.

Tekst: Klavs Lyngfeldt | Foto: Kasper Kjøller

Kørerne sidder klar i ryttergården på deres maskiner og venter på starten. Stirrende fjernt og fokuseret gennem plexiglasset, før det hele går løs. Én i stærkt patineret klassisk læder, Cromwell-pottehjelm, klud under hagen og goggles. En anden iført lukket integralhjelm og ambulancefarvet læderdragt med topmoderne strømlinet bule på ryggen og knæpads for optimal føling med farten i svingene.

Kontrasterne mødes i klassisk road­racing, som igen er på programmet, når Copenhagen Historic Grand Prix løber af stablen den 30.-31. juli på Belløj Park. Men trods de åbenlyse forskelle i kørernes mundering er det en fælles passion for motorsporten og mekanikken i de gamle tohjulede, der bringer dem sammen.

I dag oplever vi Classic-motorcyklerne på Bellahøj Park, men de fortidige road­racing-maskiner kan andre gange ses i indædt nærkamp på danske og internationale baner.

Ring Djursland har flere gange lagt asfalt til en EM-afdeling, og med mere end 200 tilmeldte kørere er disse løb blevet Danmarks hidtil største løbsarrangementer for motorcykler. Der ventes også stor deltagelse til det næste danske løb for historiske motorcykler på Ring Djursland 13.-14. august, hvor Aarhus Motor Klub arrangerer et DM-løb.

Danmarks Motor Union ­konstaterer, at det gammeldags er blevet moderne. Kørerne med Classic-licens er den hurtigst voksende fraktion i dansk motorcykelsport lige nu. Løbene er særligt populære hos publikum, fordi ryttergården er åben, så man kan komme tæt på mekanikken og få en snak med kørerne, som gerne deler ud af deres staldfiduser.

Det skader selvfølgelig heller ikke publikums­interessen, at vi i årevis har haft en dansker med helt fremme i den europæiske IHRO-løbsserie (International Historic Racing Organisation). Jens Kroon fra Tilst ved Aarhus har på sin Triumph Trident T150 fra 1972 vundet EM Cup’en hele syv gange. Jens har indstillet karrieren som aktiv racerkører, men kører med ved opvisnings-arrangementer. I skrivende stund vides det ikke, om den hurtige jyde får tid til at komme til Bellahøj, men kig selv efter. Hans blå/hvide Triumph med startnummer 448 er nem at genkende.

Her ved CHGP kører Classic-maskinerne parade efter to masterkørere på moderne motorcykler. Men når masterkørerne giver feltet fri efter første omgang og trækker i pit, bliver der givet gas, så trommehinderne bliver masseret. Normalt er Classic-maskinerne inddelt i klasser efter periode, motorstørrelse og konfiguration, men her er alle på banen samtidig.

Og læg så mærke til, hvor forskelligt motorerne lyder, når gas­spjældene står på vid gab.

Når de store twins kommer farende, skulle man tro, at en eskadrille bombefly er ved at gå på vingerne. Mere sprødhed og flere omdrejninger er der i de 3-cylindrede 750’ere. Og mere aparte er den skarpe summen fra 2-takternes ekspansionspotter – som igen spænder fra de spæde Kreidlere på 50 kubik til de potente Suzuki RG 500 med deres fire cylindre i kvadratformation, som var VM-vindermaskiner i 500 GP i starten af 80’erne.

Lugtesansen bliver også stimuleret lidt ekstra hos oliebrænderne, for her er den vegetabilske motorolie jo blandet i benzinen, og derfor hænger Castrol-parfumen tæt i luften, når totakterne er passeret.

Bemærk også den vidt forskellige kørestil blandt Classic-­deltagerne. Køreren i det rustikke vintage-look sidder oftest helt lige på motorcyklen, som om han er stivet af med et kosteskaft i ryggen. Og den sprag­lede chauffør med titaniumskaller på skuldrene og slidklodser på knæene hænger ude på siden af sin racer som en anden MotoGP-kører, når han ikke kryber i læ bag kåbeglasset i jagten på den højest mulige topfart.

Glæd dig til synet, lyden og lugten af en bred vifte af retromaskiner, der bliver kørt helt til grænsen af dedikerede entusiaster.

Prøv en roadracer

På Bellahøj Park siger Road Racing Club ­Viking velkommen til børn fra fem år. De har gratis mulighed for at prøve kræfter med road racing-sporten på vores minibane. Den finder du ved indgangen til Bellahøjbadet.

Får du eller dit barn smag for sporten, tilbyder vi ugentlig træning med uddannede trænere på gokartbanen i Ishøj (Ishøj Motorcentrum) hver tirsdag i sommerhalvåret kl. 17-19. Der er også stævner for begyndere og trænede.

Kig ind på vores stand ved indgangen til Bellahøjbadet og få mere at vide.