Med ambassadør Jan Magnussen i spidsen kørte Race for Riget et rekordbeløb på hele 599.000 kroner ind, og beløbet doneres ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet.

 

Velgørenhedseventet Race for Riget er et uundværligt element til Copenhagen Historic Grand Prix. I løbet af den historiske racerweekend kan publikum købe en passagertur ved siden af en professionel racerkører, der giver en hæsblæsende køretur rundt på Bellahøj Park i en potent supersportsvogn.

I år var ingen undtagelse. Ambassadør Jan Magnussen stod i spidsen for en stjernerække af danske racerprofiler. Med i pitten havde den 4-dobbelte Le Mans-vinder følgeskab af den 9-dobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen, Danmarks første Le Mans-vinder John Nielsen, Formel 1-kører Kevin Magnussen, Porsche fabrikskører Michael Christensen, Christoffer Nygaard og Marco Sørensen fra Team Young Driver, Ferrari-kører Mikkel Mac og standardvognspilot Michel Nykjær.

Og traditionen tro havde Race for Riget med støtte fra Sportscar Event samlet en helt enestående og, på dansk grund, unik samling af de mest eftertragtede supersportsvogne i verden, og i de fascinerende modeller var bilelskere og entusiaster sikret en køreoplevelse ud over det sædvanlige.

”Race for Riget har på få år udviklet sig til en rigtig god tradition, som både racerkørere og ikke mindst publikum støtter op omkring,” lyder det fra Jan Magnussen.

”Det bedste ved Race for Riget er jo, at det giver noget til alle. De, der køber en billet får en oplevelse, de aldrig glemmer, og Rigshospitalet får en hjælpende hånd til at udvikle BørneUngeProgrammet.”

Og 2015 slog alle rekorder. I alt blev der kørt 599.000 kroner ind til det godgørende formål, hvilket overgik sidste års rekordbeløb med mere end 150.000 kroner og den store check blev overrakt til Charlotte Blix, daglig leder af BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet og Bubber, ambassadør for BørneUngeProgrammet, af Jan Magnussen.

”Med dette års bidrag har Race for Riget på seks år doneret tæt på 1,8 millioner kroner til Rigshospitalet, og jeg er naturligvis stolt over at repræsentere et sådant initiativ,” lyder det afsluttende fra ambassadøren.

Blom's GT3

PS: Race for Riget vil gerne sende en TAK til alle involverede; dem der køber, dem der kører, og dem der stiller biler til rådighed. Og en særlig tak til de firmaer, der allerede INDEN Race for Riget havde kørt en meter, havde doneret HELE 105.000 kr. til det gode formål. I er FANTASTISKE. En dybfølt tak til: Altrapharma, Artha Kapitalforvaltning, Axel Pitzner Fonden, Bindesbøl, Carta Autofinans A/S, Dansk Turbo Teknik, Deloitte, DT Group, Firmainvest, Meny Vanløse, Scanavo, Sydkystens Automatik.

This post is also available in: English