Mens arrangørerne af klassiske motorløb rundt om i Europa står i kø for at få kendte deltagere til deres arrangement, oplever folkene bag Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken d. 7.-8. august 2010 ikke det samme problem. Med den 8-dobbelte Le Mans vinder, motorsportshistoriens antagelig bedste racersportsvognskører nogensinde, Tom Kristensen i spidsen er der allerede kommet adskillige tilsagn fra kendte racerkørere.

Tom Kristensen er, næsten uanset hvem, der ellers tropper op, det største trækplaster. Der er ikke den rekord i 24-timers Le Mans, som Tom K ikke har slået, og i sin egenskab af ambassadør for det københavnske historiske motorløb giver han også selv en hjælpende hånd for at sikre stærke startfelter.

Det sker ikke mindst i den særlige Royal Pro-Am klasse, hvor professionelle racerkørere deler bil med amatører. Der bliver tale om biler som f.eks. Datsun 240Z, Alfa Romeo, BMW 2002ti, Ford Escort BDA og Ford Mustang.

Som bekendt kørte Tom Kristensen gennem lang tid den bedst placerede Audi i dette års 24-timers Le Mans – en placering, som ville have givet danskeren sejren efter, at de forankørende biler udgik. Men en langsomt kørende BMW kom i vejen, den befandt sig på den såkaldte ideallinje, da Tom Kristensen nærmede sig med 240 km/t. Danskeren måtte en tur ud i gruset for at undgå at kollidere med BMW’en, og siden blev Tom K som bekendt nr. 3 i Le Mans. BMW’en blev kørt af englænderen Andy Priaulx.

Og Andy Priaulx skal køre i Fælledparken!

”Andy kontaktede mig efter løbet og undskyldte mange gange,” fortæller Tom Kristensen. ”Han var meget meget ked af det, der var sket – som selvfølgelig ikke var med vilje – og tilfældet ville, at vi kommer udmærket ud af det sammen og få dage forinden var cyklet banen igennem sammen. Det var nemlig første gang, Andy var i Le Mans.”

Det bliver også første gang, at Priaulx skal køre i Fælledparken, og mon ikke Tom K gerne vil vise ham vejen rundt ad Nørre Allé, Edel Sauntes Allé og Østre Allé. I motorsporten bærer man sjældent nag! Priaulx er i øvrigt ikke en hr. hvem som helst. Han er 3-dobbelt verdensmester i standardvognsracing (WTCC), og er en meget anerkendt og dygtig kører. Han vandt alle sine VM-titler i moderne BMW racere.

Formel 1 og Le Mans stjerner
Foruden Tom Kristensen og Andy Priaulx har også Allan McNish meldt sin ankomst. McNish er tidligere Formel 1 kører for Toyota og har for Audi været med til at vinde Le Mans sammen med Tom Kristensen to gange. Allan McNish delte også cockpit på Audi raceren med Tom K i år og i fjor, så det er for Tom et par velkendte navne, der skal kæmpes imod i Fælledparken.

Også Jan Lammers har meldt sin ankomst. Jan Lammers har tilbage i 1970’erne og 1980’erne kørt i alt 41 Formel 1 Grand Prix’er (plus to i 1992 for March F1 teamet), og i 1988 var han med til at vinde 24-timers Le Mans i en Jaguar, dvs. en bil stort set identisk med den, John Nielsen kørte til sejr to år senere. Lammers har også vundet den amerikanske pendant til Le Mans – 24-timers løbet på Daytona i Florida. Og så sent som i 2008 var den nu 54 årige hollænder blandt deltagerne i 24-timers Le Mans.

København og ”CHGP” vender man gerne tilbage til
Det har været nemt for arrangørerne at skaffe interesse om Copenhagen Historic Grand Prix,
bl.a. fordi løbet og København er et sted, man gerne kommer tilbage til.
Derfor vender den 5-dobbelte Le Mans vinder og tidligere Formel 1 kører, britiske Derek Bell tilbage til Fælledparken. Det samme gør Jackie Oliver, som vandt Le Mans i 1969, det amerikanske Can-Am mesterskab, 24 timers Daytona og siden kørte 51 Formel 1 Grand Prix’er inden han etablerede sit eget Formel 1 team.

Deltagerlisten i Royal Pro-Am klassen er endnu ikke færdiggjort, men mange vil gerne køre. Sikkert er det dog, blandt andre kendte navne, at den tidligere Rally-Europamester og DTC-kører, Henrik Lundgaard kommer til start. Den tidligere Formel 1 kører og 2 gange Le Mans vinder, Gijs van Lennep fra Holland er også med, men mest kendt af alle dem, der er sikret en startplads, er HKH Prins Joachim, der både skal køre race og samtidig er protektor for Copenhagen Historic Grand Prix.

Sidst men ikke mindst vil motorsportsstjernerne på racerbanen blive bakket godt op af stjerner udenfor asfalten, Michelin-stjerner, for nu at være helt konkret. Den kendte restaurant, Formel B, som er tildelt en stjerne i den anerkendte Michelin Guide, står nemlig for serveringen i det særlige VIP-område, Classic Club, hvortil alle kan købe billetter, så længe der er plads.

Der kan læses mere om Copenhagen Historic Grand Prix på www.chgp.dk

Tom Kristensen vinder af Royal Pro/Am 2008

This post is also available in: English