Tilmelding til MC opvisningsløb på CHGP er åben

Hjem/Nyheder/Tilmelding til MC opvisningsløb på CHGP er åben

Tilmelding til MC opvisningsløb på CHGP er åben

Opvisningen med historiske motorcykler er en tilbagevendende succes ved Copenhagen Historic Grand Prix, så vi har inviteret de tohjulede igen i 2017.

Kontrasterne mødes i klassisk roadracing, som igen er på programmet til sommerens Copenhagen Historic Grand Prix.

Det er RRKV og DMU, der i fællesskab med CHGP arrangerer en historisk motorcykelevent, og står bag afviklingen af opvisningsløbene på Bellahøj Park i løbsweekenden den 5.-6. august.

Igen i år indretter RRKV i område C3 på Bellahøj Park ryttergården samt et større udstillingsområde for de mange deltagene historiske motorcykler. Et område, som ofte er særligt populært hos publikum, fordi ryttergården er åben, så man kan komme tæt på mekanikken og få en snak med kørerne, som gerne deler ud af deres staldfiduser.

Her ved CHGP kører de historiske maskinerne parader med to masterkørere på moderne motorcykler. Men når masterkørerne giver feltet fri efter den første omgang og trækker i pit, bliver der givet gas, så trommehinderne bliver masseret. Normalt er Classic-maskinerne inddelt i klasser efter periode, motorstørrelse og konfiguration, men her er alle på banen samtidig.

Og læg så mærke til, hvor forskelligt motorerne lyder, når gasspjældene står på vid gab. Når de store twins kommer farende, skulle man tro, at en eskadrille bombefly er ved at gå på vingerne. Mere sprødhed og flere omdrejninger er der i de 3-cylindrede 750’ere. Og mere aparte er den skarpe summen fra 2-takternes ekspansionspotter – som igen spænder fra de spæde Kreidlere på 50 kubik til de potente Suzuki RG 500 med deres fire cylindre i kvadratformation, som var VM-vindermaskiner i 500 GP i starten af 80’erne.

Lugtesansen bliver også stimuleret lidt ekstra hos oliebrænderne, for her er den vegetabilske motorolie jo blandet i benzinen, og derfor hænger Total-parfumen tæt i luften, når totakterne er passeret.

Deltagerne kan ankomme til Bellahøj fra torsdag eftermiddag kl. 15.00 til fredag aften (kl. 22.00). Køretøjerne kan køres bort fra søndag aften ca. kl. 18.00 eller når sidste løb er kørt.

Der køres i alt fire opvisningsløb til CHGP og tilmelding kan ske på dette link:

http://www.chgp.dk/deltagerinfo/loebstilmelding-motorcykler-2017/

Af | 2017-05-05T16:11:31+00:00 fredag, 5. maj 2017|