Kom tættere på CHGP

Copenhagen Historic Grand Prix er flagskibet i dansk motorsport. CHGP er et løb i Bellahøj, København – action, drama, fuld fart og underholdning for hele familien.

Historien bag

Copenhagen Historic Grand Prix er et historisk motorsportsevent, der afholdes i København hvert år. Det første løb blev afholdt i 1996 under navnet Copenhagen Classic Car Cup. Navnet hang ved frem til 2011, hvor eventet blev omdøbt til Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP).

Samme år flyttede eventet til Fælledparken, hvor det blev afholdt frem til 2013. Det var også i 2011, at Nellemann Koncernen, med Jac Nellemann i spidsen, overtog virksomheden bag eventet. Siden da er CHGP løbet af stablen hvert år (med undtagelse af Corona-året 2020) den første weekend i august. Banen, som siden 2013 har ligget på Bellahøj, er lige omkring 2,4 km lang opbygget af bl.a. seks sving og en 700 meter lang ’straight’ (Bellahøjvej).

Gennem tiden har professionelle racerkørere fra ind- og udland gæstet løbet – både som konkurrerende kørere i de mange forskellige klasser og som deltagende ved vores velgørenhedsløb, Race for Riget. Blandt de kendte navne findes Le Mans-kongen Tom Kristensen (CHGP-ambassadør) samt Jan Magnussen (Race for Riget ambassadør). Derudover er H.K.H. Prins Joachim protektor for Copenhagen Historic Grand Prix. Race for Riget er CHGP’s velgørenhedsarrangement. I én time lørdag og søndag kan alle gæster købe sig til en af de eftertragtede køreture på Bellahøj Park.

Alle indkørte midler doneres ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet. Race for Riget har siden 2010 indsamlet mere end 6.500.000 kr. til programmet, der hjælper børn og unge gennem en svær tid.

CHGP i fremtiden

Copenhagen Historic Grand Prix er ganske vist et historisk racerløb, men alligevel ønsker vi at følge med tiden og motorsportsverdenen omkring os. CHGP er dansk motorsports flagskib, og det er vi stolte af! Derfor er vores mål også at hjælpe med at bane vejen for bæredygtige og teknologiske initiativer her i Danmark samt i resten af norden. Derfor har vi et mål om at være et 100% CO2-neutralt event fra 2025 – inkl. det brændstof racerbilerne kører på!

Vi tror på, at vi, ved at indfri dette mål, kan være med til at sætte fokus på, hvilkebæredygtige alternativer, der er tilgængelig for ALLE bilister – både dem, der buldrer ned ad langsider, men også dem, der kører rundt i hverdagstrafikken.

Vores klimamæssige udvikling anerkendes af FIA (Federation Internationale de l’Automobile). Organisationens miljømærkningsprogram gav i 2022 CHGP sin første grønne stjerne ud af tre mulige.

I 2023 blev denne fulgt op af den anden grønne stjerne. Med dette nye klap på skulderen er vi glade for at kunne arbejde hårdt mod den tredje og sidste stjerne i programmet. 

Energivenlig kørselsadfærd

Affaldssortering på hele pladsen

Fokus på reduktion af madspild

De deltagende klasser

Gennem årene har en masse forskellige motorsportsklasser gæstet løbet.

65-klassen

65-klassen byder på biler fra perioden 1961 til 1965, og de er derfor relativ teknologiske jævnbyrdige! Biler som Ford Falcon, Lotus Elan, Mini Cooper og mange flere deltager i denne klasse.

Tourenwagen Legenden

Tourenwagen Legenden fremviste i 2023 ikoniske biler fra DMT/ITC, STW og DTC-mesterskaberne på banen. Racere, som den brølende Audi V8 DTM, den adrætte BMW M3 og den fyrige Mercedes 190 E 2.5-16 EVO 1+11, kæmpede side om side i denne adrenalinfyldte klasse.

Formula Junior

Formula Junior-klassen fra 1950’erne var et udstillingsvindue for Formula 1 med lavere budgetter og dermed en mere folkelig indgang til sporten. De 1-sædede racerbiler fra slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne giver garanti for god underholdning med dedikerede kørere, som gerne rejser til CHGP langvejs fra for at dyste på vores ikoniske bybane.

71-klassen

Vrælende Ford Escorter, arrige Cortina’er og Porsche 911’ere giver garanti for jævnbyrdige dyster i 71-klassen.

Youngtimer

Youngtimer er ”de yngste af de ældste”. Der køres tæt ræs i standardvogne som BMW M3, Audi A3 Turbo, Porsche 944, Toyota Supra og mange flere!

90-klasse

Opel Kadett C’er, Porsche 911’er og Ford Escort er blot nogle af de mange ikoniske biler, der deltager i denne klasse.

OK Mobil 1 Legends Car Cup

Der er underholdning fra start og frem til det ternede flag falder, når denne klasser kører racerløb! Bilerne er bygget med bl.a. motorcykelmotor og baghjulstræk – alt sammen med det eneste formål at køre race.

TCR Danmark

TCR Danmark byder på moderne standardvogne, der føres af racerkører som Nicolai Sylvest, Mike Halder og Kasper H. jensen. CHGP er blot et af flere løb i deres nationale mesterskabsserie.

Pure ETCR

Bellahøj har også haft besøg af denne eTouring Car Worls Cup serie. I moderne, elektriske standardvogne ombygget til racerbiler har serien racet verden rundt med bæredygtighed og innovation i fokus.

Pro/Am

denne klasse er noget for sig selv! Her dyster en række makkerpar bestående af en professionel racerkører og en dygtig amatør mod hinanden. Gennem årene har man her kunne opleve bl.a. H.K.H. Prins Joachim i bil med Tom Kristensen mod teamet Michelle Gatting og Oscar Siesby.

Ⓒ Alle billede taget af Racelens.dk

PARTNERE
kia_logo_2021
FTZ_logo
au2parts
Coolshop blue
NP_trucks_png