Hvad er CHGP?

Foto: flemming-jensen.com

CHGP er et racerløb der afvikles en gang årligt i Fælledparken.

Copenhagen Historic Grand Prix er dansk motorsports flagskib. CHGP er et racerløb midt i København – med action, dramatik, fuld fart og underholdning for hele familien. Det er her vi over en hel weekend i august hvert år fejrer historiske racerbiler og berømte racerkørere, især vores danske ikoner, men også udenlandske stjerner.

CHGP er desuden en kulturhistorisk fortælling om racerbilens udvikling fra motorsportens barndom til vor tids innovative el- og hybridbiler.

Udover selve racerløbet er der masser af aktivitet på inderkredsen. Firmaarrangementer, udstillinger, bilklubber, tilbehør, restauranter, boghandel samt mad- og drikkeboder– og legeplads til børnene.

Vi er i CHGP stolte af at have HKH Prins Joachim som protektor, og Tom Kristensen som ambassadør.

Copenhagen Historic Grand Prix for hele familien -børnene inviteres gratis indenfor
Når Copenhagen Historic Grand Prix finder sted den første weekend i august i Fælledparken i København, er der tale om en regulær familiebegivenhed. Der er et utal af arrangementer for alle.

CHGP inviterer ganske gratis børn under 14 år ifølge med voksne indenfor til Grand Prix’et. Invitationen gælder almindelige entrébilletter og derved kan f.eks. et forældrepar med 2 børn komme til race i Fælledparken for blot 640 kroner. Set i lyset af, at det er en hel-dags begivenhed, er det rigtig billigt.

For de aller mindste er der en fin børneplads med hoppeborge, for de lidt ældre salgsboder med alt, hvad hjertet kan begære af motorsports souvenirer, der er et rigtigt café område på plænen og gode spiseboder overalt, så alle kan få en god dag i parken.

Levende mennesker og ”levende” biler
At Copenhagen Historic Grand Prix er en ægte familiebegivenhed, viser erfaringerne fra de tidligere år. Grand Prix’et er en god anledning for forældrene til at give børnene indsigt i, hvordan bilerne så ud dengang mor og far var unge. I modsætning til museumsbesøg er der hér tale om rigtig action med levende mennesker og ”levende” biler.

Der er nemlig tradition for, at det ikke kun er spændende klassiske biler, der bliver luftet på den 2 kilometer lange racerbane i Fælledparken, men også legendariske racerkørere, der ryster støvet af sig, kryber ned i cockpittet eller sætter sig bag rattet af de gamle racere og slår sig løs som de gjorde, da de og bilerne stadig var ganske unge – det er ganske enkelt ren nostalgi!

Copenhagen Historic Grand Prix er Europas smukkeste gadeløb er en enestående begivenhed som tiltrækker et bredt publikum fra ind- og udland til et charmerende historisk motorløb fra en tid, hvor man kunne se forskel på biler. Løbet arrangeres hvert år i samarbejde med Historisk Motor Sport første weekend i august i Fælledparken i København.