Copenhagen Historic Grand Prix

CHGP 2019 | 3. - 4. august 2019 | #chgp2019

Copenhagen Historic Grand Prix er flyttet ind på Bellahøj Park

Copenhagen Historic Grand Prix er flyttet ind på Bellahøj Park

Det er lige knapt 365 dage siden, at det ternede flag sidste gang blev svunget henover målstregen på Bellahøj Park og markerede afslutningen på sidste års historiske racerbegivenhed i København.

Nu er organisationen omkring CHGP igen rykket ind i de midlertidige lokaler, som Grøndal MultiCenter stiller til rådighed i ugen op til dettes års arrangement den 5.-6. august.

Folk i området har de seneste par dage kunne bemærke, at banebyggeriet allerede er påbegyndt. Det er et omfattende puslespil at omdanne det trafikkerede område ved Bellahøj til en moderne racerbane med alle de bekvemmeligheder, som et racerløb kræver. Men anlægsarbejdet er ganske imponerende, når godt 40 frivillige entusiaster på blot en uge bygger racerbanen med områdehegn, sikkerhedshegn, autoværn, betonklodser og dækbarrierer op.

Billetter kan købes på området
Publikum og gæster kan som vanlig købe billetter til Copenhagen Historic Grand Prix via Billetlungen, men det er faktisk også muligt i denne uge at købe billetter til weekendens motorløb i det midlertidige hovedkvarter i Grøndals MultiCenter. Billetter kan også købes i indgangen hele weekenden, dog til en lidt højere pris end ved forsalg.

Traditionen tro har CHGP inviteret de nærmeste beboere i området med til CHGP. De inviterede beboer har fået en informationsfolder om dette. Beboerbilletterne kan hentes i tidsrummet onsdag til fredag kl. 16.00 til kl. 19.00 indenfor i Grøndal MultiCenter.

Historisk Car Park er ikke med i år

Historic Car Park har altid været et tilløbsstykke til CHGP, når de mange flotte historiske biler tog opstilling og blev udstillet i parken bag Restaurant Bellahøj, hvor publikum kunne slentre rundt og nyde de flotte biler. I år har det desværre ikke været muligt at få tildelt et egnet område til formålet, hvormed den historiske parkering ikke vil være et tilbud.

Paradekørsel til Københavns Rådhus på fredag

Forud for CHGP afholdes et velkomstmøde på Københavns Rådhus, og i forbindelse med dette vil flere spændende racerbiler og sportsvogne fra weekendens mange racerklasser være udstillet på Rådhuspladsen. De udstillede biler vil i parade køre fra Bellahøj til Rådhuspladsen. Køreturen, som starter kl. 12.00, går fra Hvidkildevej via Hulgårdsvej, Borups Alle, Bispeengbuen, Ågade, Åboulevard, Gyldenløvesgade, H.C. Andersens Boulevard til Rådhuspladsen, hvor de udstilles på pladsen foran Rådhuset. Turen tilbage starter ca. kl. 14.00 og retur modsat vej.

Blandt de biler, som vil deltage i paradekørslen er Cortina Racing, hvor Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er chauffør på bil #65. Teamets to andre kørere er Martin Berner og Oscar Davidsen Siesbye. De tre biler vil være flankeret af den danske supersportsvogn Zenvo ST1, de nyeste sportsvogne fra Porsche, Ferrari og Honda samt flere andre historiske racerbiler.

Luk menu
×

Kurv